Læs denne her lille historie
og tænk dig rigtigt godt om inden du køber hund...

En lille trist historie, som giver én noget, at tænke over...

Af Jim Willis 2001

Copyright Jim Willis 2001

Hvor kunne du gøre det....

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til, at le. Du kaldte mig dit barn og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder, blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger: "Hvor kunne du gøre det ?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet, for mig, at blive renlig, fordi du havde så frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for, at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du) og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du, at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på, at finde en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem og da du blev forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til, at gøre dem noget og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter, at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede, at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og deres inderste tanker og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte historier om mig. Gennem de senere år har du bare svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til bare "en hund" og du brød dig ikke om, at have udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrstilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for "din familie", men der var en tid, hvor jeg var den eneste familie du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Der lugtede af hunde og katte, af frygt og håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde: "Jeg ved du vil finde et godt hjem til hende." De trak på skuldrene og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til, at vriste din søns fingre fri af mit halsbånd mens han skreg: "Nej, far ! Du må ikke lade dem tage min hund". Og jeg blev bekymret for ham og hvad han netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt, at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline du skulle nå og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på, at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde: "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme over for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden, i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm... eller jeg håbede, at der i det mindste ville være nogen, som brød sig om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, - der uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben, mens en tåre løb ned af hendes kind. Jeg slikkede hende på hendes hånd, på samme måde som jeg plejede, at trøste dig for så mange år siden.

Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede: "Hvordan kunne du gøre det ?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde: "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job, at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat, mishandlet eller forladt eller skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk, at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det ?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede Herre jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv, vise dig så stor loyalitet.

Slut :,o(

Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det ?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner, af tidligere ejede kæledyr, der hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater.

Enhver er velkommen til, at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er forsynet med Copyright-noten. Brug den til uddannelsesformål, på Jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters -og dyrlægekonsultationers opslagstavler. Fortæl offentligheden, at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem til dit dyr, er dit ansvar og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til, at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampanger for, at forhindre uønskede dyr.